Forskellige plastmaterialer, såsom PVC, CPVC og polypropylen, udviser unikke termiske ekspansionsegenskaber. Når de udsættes for varme, kan disse materialer udvide sig betydeligt, hvilket kan ændre ventilens pasform og justering i rørsystemet. Denne forskydning kan føre til belastning af led og potentielle lækager. Omvendt bliver visse plasttyper ved lave temperaturer mere stive, mister duktiliteten og øger risikoen for brud under mekaniske belastninger. For eksempel, hvis en ventil udsættes for temperaturfald under drift, kan den muligvis ikke bøje sig efter behov for at imødekomme trykændringer, hvilket resulterer i revner eller svigt. At forstå disse egenskaber er afgørende for at vælge det rigtige ventilmateriale baseret på de forventede termiske forhold.
Samspillet mellem temperatur og kemikalieresistens er afgørende for at bestemme en ventils levetid og pålidelighed. Højere temperaturer kan fremskynde kemiske reaktioner, hvilket gør visse plasttyper mere modtagelige for angreb fra aggressive stoffer, hvilket fører til for tidligt slid eller nedbrydning. For eksempel kan klorerede opløsningsmidler nedbryde PVC ved forhøjede temperaturer, hvilket resulterer i strukturelt svigt. Det er bydende nødvendigt at konsultere detaljerede kemiske kompatibilitetsdiagrammer leveret af producenterne, under hensyntagen til ikke kun de involverede kemikalier, men også deres koncentrationer og de temperaturområder, de vil blive udsat for over tid. Regelmæssige vurderinger af kemiske eksponeringsforhold er tilrådeligt for at justere materialer efter behov.
Tætninger, ofte lavet af elastomerer som EPDM, Viton eller PTFE, spiller en afgørende rolle i at opretholde plastventilernes integritet. Temperaturvariationer kan i alvorlig grad påvirke disse materialers fysiske egenskaber. Høje temperaturer kan få tætninger til at hærde og miste deres evne til at komprimere og skabe en tæt tætning. I modsætning hertil kan tætninger ved lavere temperaturer blive alt for bøjelige eller endda fryse, hvilket fører til manglende evne til at opretholde en ordentlig tætning, når det er nødvendigt. For at sikre optimal ydeevne bør der udføres regelmæssige inspektioner af tætninger, og udskiftningsplaner bør afstemmes med driftstemperaturprofiler. Brug af tætninger specielt designet til det forventede temperaturområde kan yderligere øge pålideligheden.
Forholdet mellem temperatur og væskeviskositet er en nøgleovervejelse i kemiske processer. For eksempel, når temperaturen stiger, falder viskositeten af mange væsker, hvilket kan føre til højere strømningshastigheder gennem ventilen end oprindeligt designet til. Denne uventede stigning i flow kan lægge pres på downstream-udstyr, hvilket fører til potentielle fejl eller ineffektivitet i systemet. Omvendt øger lavere temperaturer viskositeten, hvilket potentielt forårsager trægt flow og øgede trykfald over ventilen. For at imødegå disse variationer kan det være nødvendigt at implementere flowkontrolmekanismer eller trykregulatorer, der kan tilpasse sig skiftende forhold, hvilket sikrer ensartet ydeevne uanset temperaturudsving.
Hver plastventil kommer med specificerede driftsgrænser for temperatur og tryk, som skal overholdes nøje for at forhindre fejl. Overskridelse af disse grænser kan resultere i deformation, tab af funktionalitet eller fuldstændig svigt af ventilen. For eksempel kan betjening af en ventil designet til en maksimal temperatur på 80°C ved 100°C føre til blødgøring af plasten, hvilket gør den ude af stand til at opretholde tryk eller tætningsintegritet. Det er afgørende at etablere klare driftsparametre og regelmæssigt at overvåge miljøforholdene i systemet for at sikre overholdelse af disse grænser. Implementering af alarmer eller overvågningssystemer kan også hjælpe med at identificere, hvornår forholdene nærmer sig kritiske tærskler.
PPH Type B Kugleventil DN15-100
